• Martin Lyager Nielsen

Anmeldelse: Ghost in the Shell

Opdateret: 26. sept. 2019

>>And where does the newborn go from here? The net is vast and infinite.<<


Wachowski-brødrene signerede i 1999 sci-fi-mesterværket The Matrix, og gav genren et adrenalinskud - ikke mindst i form af filmens banebrydende effekter. Men inden de kom så langt, så de Ghost In The Shell - Mamoru Oshiis mesterlige og skelsættende animé fra 1995 baseret på Shirows manga af samme navn. The Matrix har talrige hentydninger til Oshiis film, og der er da heller ikke noget at sige til, at de amerikanske brødre er fascinerede af den animerede sci-fi-thriller. For ikke nok med at den er teknisk fremragende eksekveret og på overbevisende facon kombinerer traditionelle animé-streger med computeranimation - den byder også på en udfordrende og fascinerende historie, der efterlader de små grå arbejdende på højtryk længe efter den sidste streg har udspillet sin rolle på skærmen.


Filmens teknologi- og evolutions-temaer væves elegant ind i en intrigant og kompliceret handling centreret omkring en uidentificeret hacker med tilnavnet ”The Puppetmaster”, der tilsyneladende har forbindelser til politiets sektion 6 og udenrigsministeriet. Det viser sig dog at sandheden er en lidt anden. Godt nok er både politiet og regeringen involveret i affæren, men Puppetmaster er bare ikke en hacker som sådan, men derimod et program udviklet til at gavne visse organisationer og enkeltpersoner i mere lyssky foretagender. Gennem nettet er programmet blevet opmærksom på sin egen eksistens, og ønsker derfor at blive opfattet som en levende, tænkende livsform.

Men hvordan defineres liv? Og hvad skal der til, for at man kan kalde sig et menneske? Det er filmens centrale spørgsmål. Hovedpersonen Kusanagi betvivler filmen igennem hendes egen eksistens og såkaldte menneskelighed. I hendes bestræbelser på at blive accepteret som et menneske, dukker de førnævnte spørgsmål op, og skaber grobund for filmens mere filosofiske stunder. Dette er med til at give den en dybde meget ulig mange andre tegnefilm. Faktisk er den eftertænksomme tone og det snørklede, politiske og teknologiske plot en temmelig opmærksomhedskrævende kombination, som ikke tillader mange sekunders fravær, før man kan føle sig fortabt. Omvendt giver det jo bare endnu en legitim undskyldning for at se den igen, så noget egentlig kritikpunkt er det på ingen måde.


Kenji Kawais musik bidrager til den i forvejen fortættede atmosfære, og resultatet er en stemning så tyk og insisterende, at man øjeblikkeligt suges ind i filmens teknofile univers. I det hele taget er lydsiden formidabel, og lader absolut intet tilbage at begære i forhold til real-film. Sekvensen hvor Kusanagi og Bateau jagter en terrorist gennem byen, den døsige, fragmentariske rundtur i den regnvåde storby og sidst men ikke mindst Kusanagis opgør med tanken i et forladt museum, er scener hvor det hele går op i en højere enhed.


At man har skævet til en anden sci-fi klassiker, Ridley Scotts Blade Runner (1982), både hvad angår visuelt udtryk, stemning og i nogen henseende udformningen af Major Motoko Kusanagi, kan ses af enhver gennemsnitlig film-buff, men det skæmmer på ingen måde helheden. I mine øjne er Ghost In The Shell nemlig et klokkeklart og langt hen ad vejen originalt mesterværk, der med al ønskelig tydelighed viser hvor stærkt og medrivende animé kan være.

0 visninger

© 2019 Nerdvana