• Martin Lyager Nielsen

Anmeldelse: City of the living dead

Da fader Thomas hænger sig selv i landsbyen Dunwich, åbner han porten til helvede og pludselig vrimler kirkegården med fortærede lig. Samtidig i New York ser mediet Mary ”De Dødes By” og dør tilsyneladende. Hun bliver reddet af journalisten Bell, efter at være blevet levende begravet. I mellemtiden står den genopståede fader Thomas i spidsen for nogle grusomme mord forårsaget af zombier, som er under hans kontrol. Bell og Mary begiver sig ud for at finde Dunwich, og dræbe fader Thomas før alle helgens dag, hvor de døde vil rejse sig, og få deres hævn.



Ja, man kan jo ikke ligefrem sige, at denne zombiefilm differentierer sig synderligt meget fra dens artsfæller hvad historien angår. Uopfindsomheden er måske mere fremtrædende end normalt, men som altid kan dette til en vis grad overses, hvis bare der er blodsudgydelser nok. Og det er der da. Filmen byder i hvert fald på to overordentlig memorable scener, man med garanti ville kunne huske længe efter filmen er slut. Disse sekvenser omfatter en grusom hovedgennemboring med et slagbor af dimensioner, samt en piges modbydelige opkastning af hendes egne indvolde - alt i mens hendes forfærdede kæreste med gru må se til.


En anden af Fulcis film, ”Zombie”, er et oplagt sammenligningsemne, og her trækker fornævnte sig ud som vinder. Med hensyn til vold er de stort set jævnbyrdige, men ”Zombie” virker en smule mere gennemført og knap så rodet. Og så er dens stemning langt mere massiv, end det er tilfældet i ”City of the Living Dead”. På skuespilfronten er lighederne store, da de begge præsenterer præstationer af en meget svingende karakter og igen er dubbingen helt til hundene. Man er udmærket underholdt, men noget ’must’ vil jeg ikke kalde den.

0 visninger

© 2019 Nerdvana